Motiverende interview – 2025

Specialiseringskursus: Motiverende interview (MI) – at arbejde motiverende med mennesker med dobbeltdiagnose

Motiverende interview (MI) er en evidensbaseret motivationsfremkaldende samtaleform, som består af et sæt holdninger til klienter samt en række samtaleteknikker. MI er en samarbejdende form for vejledning, der arbejder på at fremkalde og styrke motivation til positiv forandring. Forskning har især i de seneste 15 år vist, at MI er effektiv til at skabe motivation for forandring hos mennesker med dobbeltdiagnose.

Metoden er udviklet af psykologerne Miller og Rollnick. Den anvendes i dag indenfor en række sundheds- og socialfaglige arbejdsområder og henvender sig til alle, der professionelt arbejder med at styrke klientens motivation til forandring af livsstil. MI kan anvendes forud for og i kombination med de fleste behandlingsformer.

MI er en metode, der skaber nærvær i behandlingsrelationen ved at fokusere på klientens perspektiv. Herved hjælpes klienten til at udforske egen ambivalens i forhold til f.eks. rusmidler igennem en afdækning af uoverensstemmelser mellem egne værdier, mål og faktisk levet livsstil.

“MI-samtalen skaber igennem en tydeliggørelse af disse uoverensstemmelser motivation for forandring af en konkret adfærd.”

Undervisningen vil veksle mellem teori om forandring og praktisk træning i MI samtaleteknikker. Anvendelsen af MI kræver, at man lærer at blive bevidst om sin egen kommunikative stil og øver sig i, på en empatisk afvekslende måde, at kunne respondere på klientens sproglige udsagn. Herigennem placeres ansvaret for forandring hos personen selv, og denne hjælpes frem til en stillingtagen til forandringer i eget liv. 

Forandring sker gennem en række faser, som er illustreret af Di Clemente og Prochaska i forandringscirklen. Disse faser og dertil hørende fokusområder for hjælpere vil blive gennemgået på kurset.

Kontakt os for yderligere information vedr. kurset eller Dobbeltdiagnoseuddannelsen 2025

Information om kurset

Underviser:

Psykolog Søren Søberg Hansen
Dobbeltdiagnose I/S
soerensoeberg@pm.me
+45 5362 7012

Dato: 8. + 9. april og 7. + 8. maj 2025

Alle dage undervises fra kl. 09.00-15.00, der serveres morgenkaffe fra kl. 8.30.

Sted: Kurset afvikles i vores kursuslokale på Skelagervej 1C, 1. sal, 8200 Århus N

Pris: Kr. 7.600,- eller kr. 8.000,- afhængig af nedenstående kriterier:

For deltagere, som er (eller har været) tilmeldt Dobbeltdiagnoseuddannelsen er prisen kr. 7.600,-.

For deltager, der ikke er og ikke har været tilmeldt Dobbeltdiagnoseuddannelsen, er prisen kr. 8.000,-.

Prisen er inkl. fuld forplejning, alle kursusmaterialer samt kursusbevis.

Tilmelding: Skal foregå online her på siden. Der er ingen sidste tilmeldingsfrist på vores kurser, dvs. at tilmelding kan ske så længe, der er pladser. Tilmelding er bindende.

Deltager antal: Maks. 20 deltagere, i tilfælde af flere tilmeldte, har deltagere tilmeldt Dobbeltdiagnoseuddannelsen 2025 førsteret på kurset og herefter tildeles der pladser efter tilmeldingstidspunkt.

Arrangør: Dobbeltdiagnose I/S. Kurset er en del af Dobbeltdiagnoseuddannelsen 2025, men udbydes også til andre med interesse i området.

/ VI TILBYDER SUPERVISION TIL PERSONALE, ENTEN ENKELT PERSONER ELLER GRUPPER, DER ARBEJDER MED DOBBELTDIAGNOSEPERSPEKTIVET.

Supervision